Jeg har selvfølgelig ingen anelse om, hvem du er. Men lad mig alligevel forsøge at gøre mig nogle tanker. Du er nok en kvinde, som er født sådan omtrent i sidste halvdel af 1950’erne, selvom det helt præcise årstal jo netop kun er et tal. Jeg tror også, at du i virkeligheden har det fint med, at du lever alene. For du føler dig jo nok netop på ingen måde ene. Du har måske såvel børn som børnebørn, du arbejder måske stadig, og selv hvis det ikke er tilfældet, så kan du udmærket få tiden til at gå. Måske med familie og venner, eller måske med noget andet, som giver dig et indhold i livet. Du har det i hvert fald nok ganske fint med at leve, som du gør.
Selvom du selvfølgelig har andre at tage hensyn til, så føler du også en frihed ved ikke direkte eller indirekte altid at skulle spørge nogen, om det er i orden at gøre dette eller hint. Tage væk en weekend. Dase på stranden. Fordybe dig i dagevis i en god bog. Tage på højskole. Udforske et nyt feriested på den ferieø, du ellers troede, du kendte så godt.
Men så alligevel. Der er måske noget, der fortæller dig, at der mangler et eller andet. Måske en at tale med om noget helt andet, end du taler med din familie eller venner om. Måske en at dele strandturen, højskoleopholdet, ferien eller bare turen på kunstmuseum eller i biografen med. Måske kan du synes, at der kan mangle en, du kan lægge armen om eller putte dig ind til. Ikke sådan nat efter nat eller dag ud og dag ind, men bare sådan, når det kunne føles rart. Måske har du stadig et savn i den retning; måske endda en snert af sorg over, at det nu kun er dig. Måske taler du ind i mellem med væggene, med hunden, eller bare til dig selv og tænker, at det ikke skal være sådan resten af livet. Måske er tiden inde til, at der skal gøres noget ved sådanne tanker.
Du tænker nok også lidt over dit udseende. Og når du kommer ud af badet og ser dig selv i spejlet, nøgen og med fugtig hud som Povl Dissing sang i den lykkelige dag, kan du stadig smile, og du synes stadig, at spejlbilledet smiler tilbage. Ja, ja, det hele er ikke som for fyrre eller halvtreds år siden, for årene har sat sine spor, men derfor ser hun sgu meget godt ud, hende der står i spejlet. Trods rynker eller gråt hår. Mon ikke en mand igen kunne finde glæde i det syn? Den tanke kan næsten gøre dig i godt humør, og den dukker op igen i løbet af dagen som en lettere boblen i maven. For tanken om, at en mand skulle finde dig attraktiv har sat sig.
Det er så her, du skal spørge dig selv, om du har modet til at kaste dig ud i noget, du ellers ikke havde forestillet dig.
Hvis det er tilfældet, så læs videre, hvor jeg vil forsøge at beskrive “Hvem er jeg?“